Søer og vilde dyr udenfor kontorvinduetVejle Amt13/02-2004 Erhvervsejendomme skal være både funktionelle og godt placerede - og så skal de være smukke at se på. Store grå og grimme kolosser klods op ad motorvejen er ved at være en saga blot. "Trekantområdet er på forkant, når det handler om at skabe attraktive og spændende områder til erhvervslivet", siger Erling Winther, direktør for Kolding Erhvervsudvikling. Han har været i branchen 28 år og har været med til at sælge et hav af grunde for Kolding Kommune. "Op gennem 60´erne og 70´erne blev der bygget meget makværk over hele landet. Der blev f.eks. ikke taget højde for sammensætningen af store og små virksomheder, og brancher blev mikset på kryds og tværs. Tilfældigheden gav et rodet udtryk i mange erhvervsområder", mener Erling Winther. Nye krav Erhvervet bygger meget i Vejle Amt. I debatoplægget "Hvordan skal vore byer udvikle sig? Regionplan 2001-2013", som kan fås på amtsgården i Vejle, kan man bl.a. læse om fremtidens krav til erhvervsområder. Tidligere handlede det primært om god vejbetjening og nem byggemodning. Nu mærkes det, at der gennem de sidste 5-10 år har været en høj vækst især inden for vidensintensive virksomheder. "Mange virksomheder bruger deres ejendomme til at skabe det image, de gerne vil have. Når man laver nye erhvervsområder, er det vigtigt at komme godt fra start med noget flot byggeri. Det gode eksempel giver nemlig andre lyst til at bygge noget pænt. Som noget nyt er man også begyndt at udnytte det eksisterende landskab. En bakket byggegrund kan f.eks. udnyttes arkitektonisk, hvilket betyder nye udfordringer for os, der skal bygge og planlægge", fortæller Jesper Gemmer, afdelingschef hos COWI. Mere grønt I nogle erhvervsområder er det indarbejdet i lokalplanen hvor meget beplantning, der skal være i området. Regnvandsbassiner er ikke længere et hul i jorden, nu finder man eksempler på, at de bliver omdannet til søer med svaner og siv. Nogle bygherrer har valgt at omdanne sumpede områder til damme i stedet for at fylde dem med sand og gøre dem til parkeringspladser. Koncentrationen af vildt i mange af de nye erhvervsområder er enorm, for mange steder er der levende hegn, som skaber ideelle forhold for dyrene. "Du tilbringer en stor del af dit liv på arbejde. Derfor er det vigtigt, at du har nogle pæne omgivelser. Medarbejdernes trivsel er i høj grad kommet på dagsordenen", mener direktøren for Kolding Erhvervsudvikling. Beskyttelse af grundvand Vi skal passe på vores grundvand, og det giver begrænsninger for erhvervs- og boligudbygning. Nord for Vejle ligger et af regionens vigtigste vandindvindingsområder. Samtidigt er det et af de vigtigste erhvervsområder. Et samarbejde mellem Vejle Kommune og amtet har sikret en fortsat udvikling uden at skade det uerstattelige grundvand. Visse virksomhedstyper bør f.eks. ikke få tilladelse til at etablere sig i området. Men at der kommer rent vand ud af vores haner er langt fra det eneste, der skal tages højde for i forbindelse med byplanudviklingen i amtet. Hensynet til regionens landskab og gode transportmuligheder i området spiller også store roller. Hvis organisationer eller foreninger skulle have fået lyst til at engagere sig i debatten eller høre mere om udviklingen af vores byer, så kontakt Susanne Møller i amtets forvaltning for Teknik og Miljø. For det er jo ikke helt lige meget, hvordan der ser ud udenfor din arbejdsplads. |
||||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |